Her er vinderne af Årets Fuglefoto 2017

Vinder af Årets Fuglefoto 2017

Tre danske biædere med tre-retters menu til ungerne i landets ældste koloni i Jylland. Billedet er valgt, fordi det er et smukt komponeret billede, hvor vi ser resultatet af stor aktivitet og action. Fuglene i sig selv er smukke, men at der er tre af dem sammen, og at de også har fået gevinst i form af tre forskellige insekter, gør blot billedet endnu smukkere. Der er også en smuk symmetri i fuglenes positurer. Billedet vinder samtidig i kategorien Action.

Foto: Klaus Dichmann

Vinder i kategorien Landskab

I regnbuen. En rørhøg kredser i den kendte positur på sin jagt efter bytte som mus eller ådsler. Dette foto er valgt, fordi det viser et smukt kystlandskab med havet og regnbuen i baggrunden. Der er en sjælden ro i billedet, og kun en enkelt fugl fanger blikket i dette næsten mytiske landskab. Kompositionen er enkel, og situationen er letgenkendelig for os, der færdes der, hvor rørhøgen fouragerer. Fotoet understreger i sin enkelhed: intet landskab uden fugle.

Foto: Per Alnor Kjær

Vinder i kategorien Portræt

Topmejsen. Et fremragende og knivskarpt foto af en rigtig jyde. Billedet viser en meget opmærksom topmejse, der om nogen er blevet en karakterfugl i de jyske plantage-egne. Fuglens øje spejler smukt landskabet bag fotografen og fuglens positur er bestemt en vinder værdig.

Foto: Ole Bro

Dommerne har været sat på hårdt arbejde med at vurdere de over 2600 fotos, som vi har modtaget i de tre kategorier:

”Vi har glædet os over de mange fremragende fotos, der viser de danske fugle tæt på, langt væk, i særlige positurer eller under særlige omstændigheder.

Vi er kommet langt omkring i fuglenes verden, og vi er imponerede over de mange dygtige fotografer, der er derude.

Valget har været svært, og andre ville sikkert have valgt nogle andre.

Tak for jeres indsendte fotos.”

Se alle fotos